Bønnerup By / Møller og moler

Møller og moler

Udviklingen på havnen har stort set været god, men der har ikke kun været fremgang. Problemerne har ofte tårnet sig op. Naturens kræfter kan man ikke gøre så meget ved, når de for alvor folder sig ud. I 1979 lukkede isen havnen, så man måtte bjærge træbroen i det nye havnebassin. Med Torben Jensen i spidsen lavede fiskerne huller i isen og satte pæle i, så broen kunne komme på plads. Isen var så tyk, at de kørte ud på den med traktor, og fiskerne udviklede arbejdet til en festlig begivenhed med masser af morskab og højt humør, og det fik dem til at glemme frustrationerne over ikke at kunne komme på havet – for en tid. Isen gav igen problemer i januar 1982 og januar 1987. I 1995-96 var havnen isfri, men så kneb det mere ude på havet!

Dertil kom en storm i 1981, der gav mindelser om de storme, der i århundredets begyndelse ødelagde så meget for fiskerne – ødelæggelser, der satte fiskerne i gang med at bygge den første havn. Stormen var ikke nær så voldsom, men den nåede da at skabe en del ravage: 100 meter af havnens bølgeskærm blev ødelagt, og der skete mange store og små skader på havnearealet. Dæmningen blev oversvømmet, og en enkelt kutter rev sig løs og blev slået i stykker mod molen, inden den gik til bunds.

Regningen på skaderne løb op i 750.000 kr., og fiskerne søgte forskellige steder for at få dækket en del af skaderne. På vestkysten, hvor stormen også havde anrettet store ødelæggelser, gik staten ind med støtte, men en sådan fik man ikke ved Bønnerup Strand. Kun amt og kommune gik ind med lån. En mærkelig ting i denne sag var, at staten ikke ville sende en ansøgning fra fiskerne videre til EU p.g.a. kompetence-stridigheder mellem nogle af ministerierne. Først efter en ihærdig indsats fik fiskerne – ad bagvejen – deres ansøgning behandlet i EU – dog uden resultat. Men havnen havde et større, og desværre tilbagevendende, problem. Da der blev afholdt årsmøde i 1994, udtalte formanden: ”Sand er stort set vores alles problem her på havnen!” – De mange havneudvidelser i årenes løb havde ikke kunnet forhindre, at der skete tilsanding af havnen, selv om man havde renset og uddybet havnebassinerne og havneindløbet flere gange. De større kuttere, man havde anskaffet, kunne ikke klare det, når vandstanden var for lav.

Derfor havde det i de sidste mange år været et ønske at løse problemet en gang for alle ved at lægge havneindløbet så langt ud i havet, at man kunne få en vanddybde på mindst 4 meter. Men den slags koster penge, og selv om fiskerne altid har været dygtige til at rejse kapital, når det gjaldt, ville et sådant projekt alligevel være for stor en mundfuld.

Da havnen i sin tid blev bygget, blev der dannet et interessentskab til at drive havnen. Det betød, at den enkelte interessent hæftede personligt for at dække eventuelle udgifter. En sådan økonomisk konstruktion er ikke tilstrækkelig i dag – dertil er udgifterne og risikoen for store. Derfor drøftede man en anden konstruktion, og havnens bestyrelse, under ledelse af Torben Jensen, gik i gang i begyndelsen af 1980-erne med at tage de indledende skridt til at ændre vedtægterne for havnen.

Det betød mange møder, ekstra generalforsamlinger, og afstedkom en masse debat. Ikke alle var lige glade for at ændre vedtægterne, fordi en ændring uvægerlig ville betyde mindre direkte indflydelse på havnens drift for den enkelte fisker. Det afgørende møde fandt sted 2. november 1985, hvor det enstemmigt blev vedtaget at omdanne interessentskabet. – (En enkelt stemte dog imod……)

Et medlem udtalte på mødet, at prisen for at slippe for det økonomiske ansvar var at slippe generalforsamlingen og overgive magten til bestyrelsen. Mon ikke den udtalelse er dækkende for den ændring, der nu skete? – I hvert fald blev det de hårde økonomiske kendsgerninger, der blev afgørende for at sige farvel til det gamle interessentskab. Men så var man til gengæld også godt rustet til at tage den helt store opgave op: En udvidelse af molerne ud i havet, så tilsanding af havnen fremover kunne undgås. Bestyrelsen for ”Den Erhvervsdrivende Fond Bønnerup Havn”, som havnen nu hedder, gik i gang med opgaven med sædvanlig ildhu, og inden længe gik debatten i gang, hvor hovedspørgsmålet blev: moler MED møller, eller moler UDEN møller.

I oktober 1991 var tanken om at bygge vindmøller på molerne opstået. Knud Andersen og Charles Jensen tog spørgsmålet op under en diskussion om en eventuel placering af møller på Fjellerup Flak – en ide, som fiskerne var imod, fordi flakket er et vigtigt vækstområde. Men ideen om møllerne tog fiskerne med på næste generalforsamling, og ideen blev fastholdt, bl.a. fordi møllerne kunne være med til at sikre det økonomiske grundlag for udbygningen af havnen.

EU fik en ansøgning om tilskud til en undersøgelse, og dermed begyndte papirmøllen at rotere, og dermed også kampen mod bureaukratiet – en kamp, som fiskerne kendte så godt fra de tidligere havneprojekter. Nyt var det, at der nu også kunne hentes midler i EU's fonde. Det gav en masse ekstra papirarbejde, men også en masse nye muligheder. Flere økonomiske modeller blev drøftet, antallet af møller, fordele og ulemper ved at kombinere molernes økonomi med møllernes. Diskussionerne om dette sidste spørgsmål gik ofte højt, bl.a. på et borgermøde i november 1994; men igen blev det de hårde økonomiske kendsgerninger, der blev afgørende. Møllerne kunne trække flere penge ud af EU's fonde og være med til at stabilisere det økonomiske grundlag for havneudvidelsen.

Men uenighed var der – og ER der – bl.a. fordi nogle ikke er trygge ved de nye møller: Vil de ikke larme for meget? …. Vil de ikke jage fugle og dyr væk?.... eller måske jage turisterne væk??? Vil møllerne kort sagt forandre eller ødelægge miljøet ved stranden??

Vanskeligheder var der også med myndighederne. Vindmøllerne var f.eks. i strid med den dagældende regionplan for amtet. Her var man i gang med at udarbejde en samlet plan for hele amtet for, hvor der kunne stilles møller op. I oktober 1993 var amtet endnu ikke færdig med denne plan, men amtets vindmølleplan nåede dog akkurat at blive vedtaget i tide, inden byggeriet af molerne kunne begynde. Nørre Djurs kommune havde under hele forløbet støttet fiskernes ønske om at bygge vindmøller.

På havnens generalforsamling i slutningen af 1993 gjorde Knud Andersen fra fiskerikollektivet rede for mølleprojektet. Det første egentlige overslag over, hvad det ville koste, kom frem; men dette overslag var betinget af støtte fra ELSAM, der skulle aftage elektriciteten fra de møller, der eventuelt skulle stå på molerne. ELSAM vaklede og meldte fra i maj 1994, fordi man ikke anså møllerne for at være rentable.
Tilsagnet fra amtet trak ud – først i februar 1996 vedtog amtet den plan, der gjaldt for hele amtet, men på det tidspunkt var man allerede klar til at gå i gang.

Bureaukratiet i statsadministrationen havde også nær forsinket planerne yderligere p.g.a. fornyet strid om, hvilket ministerium, der skulle have kompetencen til at dele ud af EU-midlerne. Det problem blev imidlertid løst i januar 1996. Landbrugs- og fiskeriministeren trådte til og gav tilsagn om, at havnebestyrelsen kunne regne med 5 mill. Kr. fra EU's Pescafond.

Det har altid været sådan, når man ansøger stat, amt og kommune om tilskud, at de hver især gør deres støtte afhængig af de andres tilsagn, og det gjaldt også denne gang. Da først fiskernes minister havde skaffet de første tilskud, gled det lettere i amt og kommune. Amtet gik ind med støtte på 3 millioner til molerne. Kommunens engagement i form af direkte tilskud og forskellige lånegarantier løb op i 22,3 millioner kr.
Men der skal også mange penge til: Den anslåede pris (marts 1996) beløb sig til knap 43 millioner kr., fordelt med 18,4 millioner til molernes udvidelse og 24,4 millioner til møllerne.

Hvordan økonomien kommer til at hænge sammen, når projektet er helt færdigt, kan man ikke sige noget om. Det afhænger af, hvilke indtægter man kan påregne fra driften af møllerne, som både kommune, havn og fiskeriforening har investeret i ved hver at købe en af de 7 møller. Resten er solgt i andele i hele landet. Hver mølle forventes at give 700.000 kr. i årlig indtægt; men det bliver spændende at se, om driften af møllerne vil kunne forrente de udgifter, der bliver på det samlede byggeri. Det samlede projekt står nu færdig (januar 1997), og fiskerne vil råde over en moderne havn, der i mange år fremover vil kunne tilfredsstille de krav, fiskerne måtte stille. Rammerne er i orden, og der vil blive mulighed for nye aktiviteter.
Tilsanding håber man nu at kunne undgå, men kun tiden vil vise, om det problem har fundet sin løsning. Havneindløbet ligger 500 meter ude i havet – omtrent på det sted, hvor Steen-Jensen, Esbjerg, i 1921 foreslog, den allerførste havn skulle ligge.

Dengang var der ikke penge til at gennemføre et havneprojekt så langt ude i havet. I dag ser det ud til, at der er økonomisk mulighed for at sikre en tilstrækkelig vanddybde og samtidig undgå tilsanding.
Møller har, så længe man kan spore menneskeligt initiativ ved stranden, spillet en afgørende rolle. I 1348 omtales for første gang vandmøllen ved Treå. Den fungerede i mange hundrede år og leverede den nødvendige energi til at male bøndernes korn. I slutningen af forrige århundrede blev den erstattet af vindmøllen, hvis rester stadig kan ses i form af en sommerbolig. – Og nu i 1997 er det igen møller, der kommer til at spille en rolle for energiforsyningen… og dermed for befolkningens fremtid.

Meget er sket ved Bønnerup Strand, meget er ændret, men man holder også fast ved traditionerne. Nu som før kan man møde de pensionerede fiskere, når de er på det daglige smut ud på havnen. De samles forskellige steder. Det er dels i det gamle Esso-udsalg, i ”Hanse”s baglokale (Hans Christensen og Sønner), dels i vodbinderiet. Her sidder de gamle og snakker om, hvordan det var i gamle dage, hvordan de unge af i dag skulle have fisket – og der fabrikeres stadig skrøner!

Og seje er de: Vodbinderiets ejer er i dag over 80 år. Da han blev 80, bragte en avis et interview med ham og hans lærling, der dengang var 79 år !!!!